Alternativet: Vis de ledige tillid

De arbejdsløse udfylder et rum i samfundet, der altid vil være tilstede i det økonomiske system, vi har. Derfor burde de faktisk have en særstatus, lyder det fra Alternativets Torsten Gejl, der er ordfører for socialpolitik og mønsterbrydning.

Af Andreas Holck Høeg-Petersen

21.11.2015

Der var tale om et reelt nybrud i debatten om kontanthjælp, da valgets helt store overraskelse, Alternativet, lancerede deres politik på området. Partiet foreslog slet og ret at indføre en basisydelse uden modkrav for at bryde med et kontanthjælpssystem baseret på kontrol. I stedet vil de have, at et af partiets fundamentale værdier, tillid, bliver det bærende princip.

 

Kontanthjælpsalliancen har besluttet at dykke lidt nærmere ned i, hvad partiet egentlig mener med det forslag. I principprogrammet på Alternativets hjemmeside står følgende:

 

“Alternativet ønsker at forenkle det nuværende system. Kontanthjælpen skal erstattes af en fast basisydelse uden særlige kontrolforanstaltninger, og vi ønsker desuden et opgør med den gensidige forsørgelsespligt for samboende, ikke-gifte partnere. Borgerne bør behandles som individer, og der må ikke skabes urimelige barrierer for at modtagere af sociale ydelser kan flytte sammen med nye partnere.”

 

Jeg tog ind på Christiansborg for at tale med ordføreren på området, Torsten Gejl. Han er valgt ind for Alternativet i Nordjyllands Storkreds, og har blandt andet været direktør i 10 år, inden blev valgt ind i Folketinget. Desuden er han egentlig ikke socialordfører, men ordfører for socialpolitik og mønsterbrydning.

 

Da jeg spørger ham, hvad der i følge ham ligger i forslaget, så er der især to ting, som han slår på. For det første at vores nuværende økonomisk system altid vil indeholde en grad af arbejdsløshed. For det andet at det nuværende kontrolsystem umyndiggør mennesker og tager initiativet fra dem.

 

“Vi mener faktisk, at folk godt vil arbejde,” indleder han. “Du så i 2008, at arbejdsløsheden var nærmest ikke-eksisterende. Det betyder, at når der er job at få, så vil folk gerne arbejde. Problemet er, at vi har et økonomisk system, der er bygget op omkring, at der eksisterer en mere eller mindre permanent arbejdsløshed.

 

Det betyder, at der altid er nogen, der skal være arbejdsløse. Fuld beskæftigelse, som vi nærmest havde i 2008, er en ekstrem sjælden situation, og selvom det stort set aldrig sker, så lægger vi snart sagt al politik an på, at det kommer lige om lidt. Men faktum er, at vi har en lomme i vores samfund, hvor der skal være arbejdsløshed.”

 

Torsten Gejl hentyder her til den såkaldte strukturelle arbejdsløshed, også kendt som naturlig arbejdsløshed, og ser man på tallene, er der måske noget om det. Ledigheden i Danmark siden 2. verdenskrig har på intet tidspunkt været nede på 0% men ligger gennemsnitligt og svinger mellem 2% og 6%. Det samme mønster gør sig gældende i alle andre kapitalistiske lande - visse steder, som f.eks. USA, endda med en væsentligt højere ledighed. 

 

I 2008 da de økonomiske kojunkturer var på deres højeste, ramte ledigheden i Danmark et niveau på kun 1,8%, hvilket var det laveste i 34 år. I dag ligger den på 4,6%.

 

“Derfor kan man ikke sige, at arbejdsløshed skyldes, at de ledige ikke vil arbejde. Arbejdsløshed eksisterer simpelthen fordi, det er en indbygget del af vores monetaristiske økonomiske system. Og det betyder, at vi er nødt til at vende det hele på hovedet. Når det ikke nytter noget, at jage folk rundt efter job, der ikke findes, når det ikke nytter noget at holde et tungt og dyrt kontrolapparat kørende, så bliver vi nødt til at vende det om.

 

Og det er her vi siger, at vi skal have overførselsindkomster uden modkrav.” 

 

Anerkendelsen af, at arbejdsløshed er et fænomen, vi ikke kan være fuldkommen foruden, er altså en af udgangspunkterne for Torsten Gejl. Spørgsmålet er så, hvad en basisydelse uden modkrav skulle kunne gøre godt for i den sammenhæng.

 

“Vi skal ikke umyndiggøre folk”

Når jeg spørger Torsten Gejl, hvad han mener om at presse folk i arbejde ved at sænke ydelserne, svarer han, at det da måske nok vil føre til en “uværdig kamp” om de dårligst betalte job. Først og fremmest ser han det dog som en måde, at bruge de svageste til at tvinge lønnen ned.

 

For eksempel indgår det som en del af regeringens forslag om en 225-timers regel, at et ægtepar på kontanthjælp kan få frataget hele den enes ydelse, hvis ikke de begge kan dokumentere 225 timers arbejde i løbet af et år. Stod Torsten Gejl selv i en situation, hvor han kunne risikere at miste sit forsørgelsesgrundlag, så ville han selv være parat til at tage et job til 25 kroner i timen.

 

Men det er uholdbart og uværdigt mener han. Denne trussel om at tage pengene fra de arbejdsløse er nemlig i sig selv en af de måder, hvor hele det kommunale kontrolapparat er med til at umyndiggøre den ledige.

 

“I dag er der ansat mange mennesker til at administrere andre menneskers problemer. Det skaber et enormt mærkeligt og uværdigt forhold, når jeg pludselig er kvalificeret til at administrere dig som menneske, selvom du ikke selv har valgt den situation, du er havnet i.”

 

Torsten Gejl taler her om mødet mellem systemet og den ledige. På de kommunale jobcentre forsøger man efter bedste evne at få de arbejdsløse væk fra den passive forsørgelse gennem jobtræning, aktivering og lignende tiltag. Men problemet for Alternativet er, at den ledige her sættes under kontrol og administration, fordi de ikke kan vælge det fra.

 

“Det er jo en reaktion fra enormt mange ledige, at det første de føler, er umyndiggørelse og mangel på respekt. At der lige pludselig er en eller anden, som kan bestemme over dig. En som kan sige, at nu skal du søge så og så mange job, nu skal du gå i jobtræning, eller nu kan du ikke få flere penge.

 

Det er en situation, hvor vi administrerer hinanden og den situation er enormt umyndiggørende. Vi tror på, at i det øjeblik du giver et menneske opbakning i sted for tvang samt tillid i stedet for kontrol, så tager vedkommende ansvaret for deres eget liv. Langt, langt de fleste gør i hvert fald.”

 

Her henter ordføreren opbakning i flere undersøgelser, som OECD står bag, og som alle entydigt viser, at tillid og frihed virker. F.eks. lavede forskere et socialt eksperiment i London, hvor 15 hjemløse fik 3.000 pund hver, som de måtte bruge som de ville. Ingen af dem brugte penge på alkohol, spil eller stoffer, men tværtimod var 11 af dem i arbejde eller uddannelse et år senere. En nylig international undersøgelse viser endvidere, at borgere i de mest gavmilde velfærdsstater har den største lyst til at arbejde

 

“Desuden er det jo ikke sådan, at vi bare vil skovle alle initiativer af bordet. Vi mener derimod, at mange af de penge, der bliver frigjort, hvis vi ophæver hele kontrol- og administrationsapparatet kan og skal bruges til alle mulige gode løsninger. F.eks. til at tilbyde et positivt udviklingsrum, skabe iværksætteri i ledigheden og åbne op for massere af frivilligt arbejde.

 

Der findes så mange mennesker ude i lokalområderne, som gerne vil give en hånd inde på skolen. Men det må de ikke, for de skal sidde og søge job, som ikke findes. Kontrollen skal man altså erstatte med tillid og motivation.”

 

“De skal bare kunne sige: ‘nej’”

Nøglen til at forstå Alternativets forslag er hele ideen om frivillighed fremfor tvang. Men Torsten Gejl vender ofte tilbage til den udfordring, der ligger i overgangsfasen fra det hidtidige system baseret på kontrol og så til et system baseret på tillid.

 

“Hvis vi f.eks. gjorde det i dag, så ville der sidde en masse mennesker derude, som er blevet umyndiggjorte gennem lang tid. De er ikke vant til at måtte tage deres eget inititativ og vil måske ikke få den fordel, som man vil få hen ad vejen, når folk lærer at værdsætte og udnytte, at de faktisk kan meget selv. De mennesker skal have en særligt god støtte.

 

Med andre ord, så skal vi virkelig være gode til at bruge nogle af de midler, vi har frigivet, til at sikre, at der ikke er en befolkningsgruppe, der bliver gidsler eller ofre i det her. De udsatte, som risikerer bare at synke hen i sofaen, skal vi hen og banke på døren hos. Gerne ugentligt, for min skyld. De skal bare kunne sige: ‘nej’.”

 

Og dette er en særligt vigtig pointe, forstår man:

 

“Det at folk kan sige ‘nej’, betyder nemlig, at den dag de siger ‘ja’, så har de også selv valgt det. Og der er en himmel til forskel på, om folk tager noget, de selv har valgt, i forhold til noget de er blevet tvunget til. Det er hele kernen: menneskets personlige valg. Det er helt afgørende for ens motivation, virketrang og identitet.”

 

Men er det ikke en risiko, at folk bare udnytter et system, der ikke stiller modkrav? 

 

“Det kan godt være, at der er nogle enkelte, som bare bruger det til at fedte den af og ikke lave en skid. Men det er de få, og herre gud, så må vi have dem.

 

Problemet er, at hvis du går ind og laver nogle love for at ramme de få, men som rammer de mange, så tager du faktisk initiativet og virkelysten fra folk flest. Det kontrolsystem vi har nu, og som skal kontrollere de få, det ender med at hæmme og stække de mange. Og der har vi det altså omvendt: giv folk flest gode vilkår.”

 

De arbejdsløse skal have en særstatus

Siden Alternativet kom frem på den politiske scene, har mange journalister og politiske kommentatorer forgæves forsøgt at få svar på, hvor de skal placere Alternativet rent ideologisk og fløjpolitisk. Og Torsten Gejls stærke tro på individets drivkraft og systemets umyndiggørelse af borgeren lyder også hurtigt som noget, der kunne have været en ideologisk brandtale fra en klassisk liberal.

 

Derfor spørger jeg ind til, hvorfor han tror, at det i høj grad er de ‘liberale’ partier, der bruser frem med hårde krav til de ledige? Men det lader ikke til, at ordføreren har meget til overs for de såkaldt ‘liberales’ beskæftigelsespolitik på området.

 

“Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor de liberale ikke synes, at folk skal sættes fri og overtage ansvaret for deres eget liv. Men der må jo være nogen i den liberale vælgermasse som har brug for at høre, at dem som ikke har noget arbejde, de bliver styret  hårdt og i hvert fald ikke har særligt mange penge.”

 

Alternativet har et princip om altid helst at ville tale om egne holdninger, og det er da også svært få Torsten Gejl til at forholde sig til andre partiers politik i længere tid. Således vender Torsten Gejl også hurtigt tilbage til sit eget syn på ledighed.

 

“I virkeligheden så er dem, som er arbejdsløse - dem som er i den lomme af samfundet som findes, fordi det er en del af det økonomiske system at have arbejdsløshed - de er et skide svært sted. De befinder sig et sted, hvor man hurtigt får lav integritet, hvor det hurtigt går ud over selvværdet, hvor det går udover identiteten, og hvor det er svært at få sociale bånd og faglige udfordringer.

 

Og derfor, så burde man jo egentlig bakke dem op. De burde faktisk have en særstatus. I hvert fald bør vi sikre, at det rum de udfylder for, at systemet kan fungere, er et værdigt rum, et udviklingsrum, et rum hvor mennesker vokser. Hvor vi bygger mennesker. Hvor mennesker kan bidrage frivilligt til samfundet. Hvor mennesker kan trives.

 

Altså det er da det allermindste, vi kan byde de mennesker.”